BIDONS STORE CIRKUSEVENT I ØRESTAD CITY ÅBNEDE BYEN
I sin anmeldelse af Circo da Madrugada i Politiken 26. august beder Politikens nye teateranmelder, Per Theil om et svar på ”Hvordan kan Københavns Internationale Teater invitere en så himmelråbende dårlig omgang cirkus til byen?”
Politiken har desværre ikke prioriteret, at give spalteplads til Københavns Internationale Teaters svar. Svaret kunne imidlertid være meget kort: ”Hvorfor sender Politiken Kultur- og Kritikredaktion en rigtig god ordteater-anmelder til at bedømme en kunstevent, som bygger på et fysisk udtryk skabt på basis af arkitektoniske rammer?
Men vi vil også gerne give Per Theil, Politiken, Politikens læsere og andre interesserede et uddybende svar. For når man skaber nye præsentationsformer som kræver nye forestillingsformer, så må man også benytte sig af en sådan invitation for at forklare sig. For fagligt kræver det nye faglige kriterier at kunne vurdere biennalens mange arrangementer - særligt når man som anmelder eller anden fagperson giver sig i kast med en offentlig bedømmelse af disse nye iscenesatte kunstoplevelser i byen – selvfølgelig! Ellers bliver det ikke relevant for nogen som helst og dermed heller ikke værd at trykke i en af landets større aviser.
EN NY BYDEL I KØBENHAVN ER FØDT
Med præsentationen af Circo da Madrugada i Ørestad, havde Københavns Internationale Teater sat sig som mål at skabe det vi kalder ”kulturel akupunktur”. Kulturel akupunktur betyder kort fortalt, at man gennem særlige kulturelle aktiviteter dykker ned i særlige byrum for at styrke – måske ligefrem skabe – en identitet, for at fremhæve særlige aspekter, for at afsøge sociale, etniske, kønsmæssige eller aldersmæssige udfordringer og for at sætte turbo på en positiv udvikling i et givent område. Med andre ord; sætte skub i skabelsen af en ny identitet på kendte steder og skabelsen af identitet på ukendte steder.
I forhold til arrangementet med Circo da Madrugada var det altafgørende selvfølgelig dels at give Ørestadens arkitektur et kødeligt modspil, hvor krop og mennesker spiller op til rummet for at give liv, og dels at stille spørgsmål til, hvordan Ørestad kan få sin særlige identitet i det københavnske byliv.
Lad os med det samme konstatere, at Per Theil havde fundet vej til Ørestad – måske for første gang.
Grunden til det var Circo da Madrugada. I sin oplevelsesbeskrivelse fra aftenens begivenhed 24. august beskriver han oven i købet, hvordan det er at finde vej til Byparken i Ørestad City, at Byparken slet ikke har fået navn endnu, og at Ørestad er en hel ny bydel, hvor mennesker af kød og blod nu er begyndt at flytte ind. Han mener oven i købet, at han allerede kender disse nye beboere så godt, at han kan beskrive dem som folk, der bare ser tv. Lad det nu stå som eneste eksempel på Per Theils faglige niveau for vurdering af denne type arrangementer.
Per Theil var ikke den eneste, der fandt vej til Byparken i Ørestad City. Det havde 4.500 andre også, hvoraf en del bor i denne nye bydel i København. De 4.500 havde en fælles oplevelse på tværs af alle mulige og umulige sociale, aldersmæssige og etniske skel. Efter en lang række tilbagemeldinger fra publikum må vi konstatere, at langt de fleste havde en oplevelse, som ligger nær AoKs unge anmelder, Karen Strange Jensen, beskrivelse af arrangementet:
”FREMRAGENDE! Byparken i Ørestad har på alle måder bestået som ideelt samlingspunkt for store events. Weekendens (24. + 25. august) indryk af artistiske engle, der med imponerende muskelkraft og vovemod ræser luftrummet tyndt over parken, til lyden af dunkende beats og i festligt lysflash, lod i hvert fald ikke noget tilbage at ønske for fredagens 3.100 personer store publikum. Da Capo!”
Som antydet har Byparken i Ørestad City ikke fået et officielt navn endnu. Parken er ikke engang ”møbleret” endnu. Hele årsagen er, at Ørestadsselskabet vil åbne en proces med Ørestadens nye og kommende beboere, hvor der gennem forskellige afprøvninger af rummet bliver dannet et grundlag for ”møbleringen” i bl.a. Byparken og i det hele taget retningslinier for, hvad der blandt beboerne er behov for af aktivitetsformer.
Med Circo da Madrugada kan vi konstatere, at gymnasieeleverne på Ørestad Gymnasium fik en oplevelse, der gav deres introduktionsfest en dimension, som få andre får i deres nærmiljø, at de nye beboere rundt om parken fik en oplevelse af lys og bevægelse og strukturer i arkitekturen, som de netop er flyttet ind i, og at mange fandt ud af, at Ørestad er ved at blive en bydel med rigtigt liv og ikke længere kun er byggepladser, Fields og roderi i den nye DR by. Vi kunne også konstatere at både ældre og unge, ”ny-danskere” og ”gammel-danskere”, studerende, arbejdsløse og erhvervsledere var samlet til en oplevelse, der i sit udtryk og brug af rummet gav anledning til dialog på tværs af alle skel.
Dermed er det vist meget tydeligt, at ét af de væsentlige succeskriterier til præsentationen af Circo da Madrugada i Ørestad ikke alene blev planlagt men også indfriet til fulde.
EN KUNSTNERISK VURDERING AF EN EVENT
Det andet succeskriterium var, om cirkuseventen levede op til det at skabe en god kunstnerisk oplevelse i et nyt byrum i København.
Lad os med det samme konstatere at Circo da Madrugada ikke er blevet præsenteret under årets Ny Cirkus festival. Skraldet fra alle andre forhold end den rene cirkus-iscenesatte lever forestillingen ikke op til dem, vi præsenterer under Ny Cirkus festivalen. I stedet er Circo da Madrugada blevet præsenteret under Metropolis biennalen. Med det er der allerede klart signaleret – det man kalder et vink med en vognstang – at forestillingen har en anden kunstnerisk karakter end andre af årets Ny Cirkusforestillinger.
Som Per Theil gentagne gange vender tilbage til, var det en cirkusevent. For at lave en event og samtidig skabe den i et særligt byrum kræves et instruktions- og dramaturgisk greb om forestillingen, som ligger milevidt fra den ”polerede” forestilling i en teatersal. I forhold til en event skabt i et stort rum med ny arkitektur og et stort og bredt publikum, er der en række ting som er givet og en række ting som er uforudsigelige, samtidig med at der ligger et krav om energi og dramaturgiske højdepunkter, der intet som helst har med en forestilling i en teatersal at gøre – og endnu mindre med Aristoteles dramaturgiske lære.
Rent kunstnerisk bliver man derfor nødt til at vurdere forestillingen i forhold til den måde, hvorpå den indgår i arkitekturen, den måde den skaber relation til sit publikum, den måde forestillingen formår at involvere sit publikum og den måde, forestillingen formår at skabe dialog publikum imellem – også undervejs.
Københavns Internationale Teater har vurderet, at Circo da Madrugadas forestilling havde alle de nødvendige ingredienser til at opfylde det succeskriterium, der kunstnerisk set var nødvendige for at åbne Byparken op for publikum: Skarpe lysvirkninger på bygningerne omkring parken, som fik arkitekturen til at leve og ånde i forestillingen, diagonallinierne skabt af englenes indfaldsvinkler til grundstrukturen og de følelseseffekter der blev skabt gennem disse, samlingspunktet der blev skabt for møder af alle slags under strukturen – og det et møde publikum imellem i selve cirkusmanegen. Kan man kunstnerisk set komme tættere på en konkret invitation til at deltage i en udvikling, end ved at blive sat i centrum for den?
Det tværkunstneriske projekt var med andre ord at iscenesætte en overdragelse af bygningsværkerne til de mennesker, der i fremtiden skal benytte det. Se engang på det billede, der blev bragt i forbindelse med Per Theils anmeldelse i Politiken. Kan indfrielsen af dette succeskriterium illustreres tydeligere.
Om Per Theil havde lyst til at involvere sig eller ej, har faktisk ingen betydning. Det som imidlertid har betydning, når man mener man vil gøre sig til dommer over andres arbejde og kunstneriske værker, er selvfølgelig, om man har sine faglige begreber i orden om det man skal bedømme og om man er villig til at bedømme et værk ud fra dets præmisser.
Så svaret på Per Theils spørgsmål er et spørgsmål til Politikens kultur- og kritikredaktion. Hvorfor sender I ikke en arkitektur- eller eventanmelder til et arrangement som Circo da Madrugada i stedet for en ordteater-anmelder? Hvis vi på Københavns Internationale Teater havde fået en bedømmelse, som var fagligt kvalificeret, så ville både vi og Politikens læsere kunne tage det seriøst og dermed bruge det som udgangspunkt for både en dimension til forståelsen af arrangementet og en udvikling af Metropolis biennalen.
_____________________________________________________________________
Om forestillingen
Efter 500 år vender englene tilbage til jorden. De svæver ned fra himlen for at smage på de jordiske fornøjelser. De kommer som luftige hvirvelvinde, flyvendei trapez, reb, stof ogsprudlende som ilddragere. Frahimlen vil de sætte os i stævne i den gigantiskemetalkatedral midt i det nye årtusindes Metropol.
Pierrot Bidon har skabt et festfyrværkeri af overdådigebilleder fra storbyens mekka, godt garneret med sydamerikansk ekvilibrisme. Endelig har en af ankermændene bag det fanden-i-voldske Archaos skabt et værk, der til fulde lever op til kompagniets revolutionerende forestillinger fra 80’erne. Nedtællingen til topmødet mellem jord og himmel er begyndt.
Du er indbudt til et festspil af de helt store.
Circo da Madrugada præsenteres i samarbejde med Bylivsgruppen (Ørestadsselskabet & Københavns Havn).