Bookmark and Share

METROPOLIS 2010

- FESTIVAL FOR KUNST OG PERFORMANCE I BYENS RUM


METROPOLIS LABORATORY 2010 

 

Metropolis 2007-17 er et ti-årigt projekt med den urbane kunst i centrum. I de lige år afholdes Metropolis Laboratory og i de ulige år Metropolis-festival. Sidste Metropolis Festival fandt således sted i sommeren 2009. Flere af festivalens projekter var udviklet på Metropolis Laboratory i 2008. Næste Metropolis Laboratory afholdes i slutningen af juni 2010.

 

Her mødes kunstnere, arkitekter, forskere, m.m. og udveksler idéer til og koncepter for udviklingen af den kreative by. Målet er at skabe mere levende, retfærdige, inspirerende og socialt sammenhængende byer. METROPOLIS LABORATORY ønsker at skabe dialog mellem kunstneriske og teoretiske tilgange til byen og byens aktuelle planlægning og brug – og lægger vægt på at skabe nye samspilsmuligheder mellem kunst, teori og praksis.

Der bliver samlet mange erfaringer og netværket mellem de forskellige byrumsaktører bliver styrket yderligere. På seminarer og workshops lægges allerede til sommer grundstenen for Metropolis-festivalen i 2011.

 

Har du forslag til oplægsholdere, seminarer eller workshops på Metropolis Laboratory, er du meget velkommen til at kontakte KIT på metropolis@kit.dk

 

Et dybrødt telt knejsede i august 2009 for enden af Nyhavn og inviterede på en rejse til Moskva. Foto: BERLIN

"I en tid, hvor man dyrker lige op i synet-æstetikken, retter Metropolis Festivalen et langdistance-perspektiv mod byen og dens skabninger."

Monna Dithmer tager i artiklen "Kunsten at være langsynet" en sidste runde omkring august måneds oplevelser til fods, på cykel, i gadetrængsel og ikke mindst - på øde og åben mark.

 

Hent artiklen til venstre.

 


METROPOLIS 2009

 

Københavns Internationale Teater vil gerne sige tak til alle københavnere og besøgende, som var med til at gøre byen levende i august 2009.

Metropolis - festival for kunst og performance i byens rum nåede med sine 23 produktioner et publikum på ikke mindre end 35.000. Med de store spektakulære begivenheder appellerede festivalen til den brede befolkning uden dog at give afkald på de smallere projekter for kunstneriske feinschmeckere.

 

Metropolis kommenterer, forandrer og understreger storbyens liv og rum, samtidig med at projekterne vikler sig ind i beboernes hverdag og virkelighed. Bydele og offentlige rum tilføjes nye perspektiver, og velkendte kvarterer forvandles af skæve performances, overraskende installationer og iscenesatte byvandringer.

 

Se alle forestillinger og programmer for METROPOLIS FESTIVAL og LABORATORY for årene 2007 - 2009 i vores arkiv.

METROPOLIS har sat sit aftryk på København. Aftrykket bliver helt bogstaveligt ude i Byparken, Ørestad. Her har ARCHITECTS OF AIRs luminarium efterladt et mønster, der får én til at overveje om den magiske lyslabyrint i virkeligheden var et besøg fra det ydre rum...Foto: Torben Huss